Det har Højesteret taget stilling til den 22. oktober 2019.

Arbejdsgivere kan søge om sygedagpengerefusion, når de giver løn til en medarbejder der er fraværende på grund af sygdom. Arbejdsgiverens ret er afledt af medarbejderens ret. Det vil sige, at hvis medarbejderen ikke er berettiget til sygedagpenge, så vil arbejdsgiveren heller ikke have ret til sygedagpengerefusion.

Mange arbejdsgivere skriver derfor ind i kontrakten, at hvis medarbejderen ikke bidrager til kommunens opfølgningsarbejde med den konsekvens, at sygedagpengeretten bortfalder, så vil den manglende refusion skulle erstattes, hvilket konkret sker ved modregning i medarbejderens løn. Spørgsmålet er, om arbejdsgiveren overhovedet kan gøre det.

Højesteret har i dommen af 22. oktober slået fast, at det godt kan lade sig gøre, hvis det er rimeligt efter erstatningsansvarslovens § 23, og at det således kommer an på en konkret vurdering. Byretten og Landsretten var kommet til det modsatte resultat.

Højesteret bemærker, at det ikke følger hverken af funktionærloven eller sygedagpengeloven, at arbejdsgiver kan kræve erstatning af en medarbejder som følge af manglende sygedagpengerefusion, ligesom det ikke følger af disse love om det i så fald kan ske ved at der foretages modregning i lønnen. En adgang til at foretage modregning på derfor afgøres på andet grundlag. Det forhold, at medarbejderen efter funktionærloven har ret til løn under sygdom afskærer derfor ikke muligheden for modregning, hvis modregning efter de almindelige erstatnings- og obligationsretlige regler er muligt.

Højesteret finder videre, at medarbejderen er underlagt en loyalitetsforpligtelse. Det indebærer blandt andet, at medarbejderen skal medvirke til at sikre, at arbejdsgiveren modtager sygedagpenge, hvilket sker ved at opfylde de krav som kommunen stiller i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om sygedagpenge. Hvis medarbejderen ikke overholder sin loyalitetsforpligtelse, kan der rejses krav om erstatning for manglende sygedagpengerefusion, hvis det vil være rimeligt efter erstatningsansvarslovens § 23.

I den aktuelle sag kunne arbejdsgiveren ikke foretage modregning, da medarbejderen ikke havde handlet hverken forsætligt eller groft uagtsomt, og da arbejdsgiveren ikke havde vejledt medarbejderen om hvordan hun kunne udfylde det oplysningsskema, som hun flere gange overså i systemet.

Højesteret bemærker i øvrigt, at i de tilfælde hvor modregning kan ske, så må medarbejderen ikke fratages, hvad der er nødvendigt for at opretholde en beskeden levefod (princippet om trangsbeneficiet i retsplejelovens § 509).

Højesterets dom kan læses her: http://domstol.fe1.tangora.com/media/-300016/files/50271-anonym.pdf?rev1