Fristen for omregistrering af iværksætterselskaber (IVS’er) udløber den 15. oktober 2021
Folketinget har besluttet at afskaffe ordningen om iværksætterselskaber som selskabsform. Eksisterende iværksætterselskaber skal derfor senest den 15. oktober 2021 beslutte, om iværksætterselskabet skal omregistreres til et anpartsselskab (ApS) eller om det skal opløses. Det er en betingelse for omregistreringen, at der foretages indbetaling af restkapitalen, der er differencen mellem iværksætterselskabets registrerede selskabskapital (mindst 1 kr.) og minimumskravet til anpartsselskabers selskabskapital (mindst 40.000 kr.)
Hvis fristen overskrides, og hvis iværksætterselskabet heller ikke reagerer inden den 4-ugers frist, som Erhvervsstyrelsen giver, vil selskabet blive sendt til tvangsopløsning. Erhvervsstyrelsen kan dog ud fra en konkret vurdering vælge at forlænge fristen for beslutning om omregistrering.
Hvad skal din virksomhed være særlig opmærksom på i forbindelse med kravet om omregistrering?
Hvis din virksomhed handler med et iværksætterselskab, er det vigtigt at være opmærksom på risikoen for tvangsopløsning pga. en overskridelse af fristen for omregistrering, da det efterfølgende kan blive vanskeligt for din virksomhed at få betaling. Dette ses typisk i den situation, hvor din virksomhed løbende leverer tjenesteydelser eller varer til iværksætterselskabet, og hvor der er aftalt levering på kredit – dvs. der betales efter levering.
Hvad kan din virksomhed gøre for sikre sit krav mod et iværksætterselskab?
Din virksomhed bør inden udførelsen af et arbejde eller levering af en vare stille som vilkår, at iværksætterselskabet betaler, inden eller senest samtidig med at varen leveres eller arbejdet udføres. Alternativt vil man også kunne anmode selskabet eller ledelsen/ejeren af iværksætterselskabet om, at der stilles sikkerhed for din virksomheds krav, f.eks. ved bankgaranti, deponering, transport i tilgodehavender eller personlig kaution.
Rådgivning
For yderligere information og rådgivning om din virksomheds fremadrettede strategi ved samhandel med iværksætterselskaber, kontakt: